Forretningsbetingelser
- Anvendelse
Nærværende forretningsbetingelser for ”Landinspektørkontoret v/Kia Nielsen” (herefter Landinspektøren) gælder for alle kundeforhold, tilbud, salg og leverancer.
I tilknytning til forretningsbetingelserne gælder desuden ”Vedtægt for landinspektørvirksomhed” som udarbejdet af ”Den danske Landinspektørforening” pr. 2018.
- Opgaver/Ordrer
Når Landinspektøren modtager en henvendelse om at afgive tilbud og/eller udføre en opgave, aftales omfanget af opgaven og leveringen med kunden
Bestilling af ydelser, hvor der foreligger en skriftlig ordrebekræftelse fra Landinspektøren eller kundens skriftlige bekræftelse af tilbud fra Landinspektøren, er bindende.
Opgaver beskrives/ bekræftes skriftligt pr. mail. Hvis rekvirenten ikke har mail, fremsendes aftalen pr. brev.
- Ydelse
Der leveres alene de tjenesteydelser, der fremgår af ordrebekræftelsen eller et supplement hertil.
Detaljer omkring ydelsen fremgår af tilbud, ordrebekræftelse og/eller anden beskrivelse fra Landinspektøren. Hvis der udføres arbejde, som ikke er indeholdt i ordrebekræftelsen faktureres dette arbejde efter medgået tid.
Udført arbejde faktureres i henhold til tilbud eller efter medgået tid, uanset opgavens udfald.
Opgaver, der er omfattet af Den Danske Landinspektørforenings ”Vedtægt for Landinspektørvirksomhed” løses i overensstemmelse med retningslinjerne i denne, med de for den konkrete opgave nødvendige tilpasninger.
Landinspektøren er ansvarlig for, at opgaven løses på en hensigtsmæssig måde, og i alle tilfælde efter faglige standarder og normer og god landinspektørskik som beskrevet i landinspektørloven.
Kunden bør være opmærksom på, at landinspektører ikke arbejder som “advokater” og generelt ikke har til opgave at varetage partsinteresser ud over loyal objektiv oplysning af et fysisk eller ejendomsretligt forhold. “God landinspektørskik” vil ikke på noget tidspunkt blive tilsidesat til fordel for en kunde eller part, og anmodning herom kan i grove tilfælde medføre standsning af en opgave jf. pkt. 9.
- Tilbud
Tilbud indeholder som oftest en række forbehold, da der kan være mange faktorer på spil, som Landinspektøren ikke kan kende på forhånd.
Der afgives altid tilbud til private kunder.
Såfremt forudsætningerne for et tilbud ændres i forbindelse med sagsbehandlingen, vil kunden blive orienteret, inden arbejdet fuldføres.
Tilbuddet afgives ud fra forventet tidsforbrug og udlæg til opgavens udførelse.
I den forbindelse fører Landinspektøren løbende timeregnskab med angivelse af dato/ ekspeditionsart og timetal. Mindste enhed er en kvart time.
Timeregnskabet bliver ført efter medgået tid med timesatser svarende til de nødvendige kvalifikationer for det udførte arbejde.
I timeforbruget indgår tid forbrugt på indledende rådgivning, opgavebeskrivelse, indhentning af sagsgrundlag i form af ejendomsoplysninger m.m. opmåling, beregninger, udarbejdelse af dokumenter m.m. samt løbende sagsekspedition.
I nogle tilfælde kan desuden indgå tilpasning af software, drøftelser med myndigheder om særlige sagstyper og lignende specialist- eller udviklingsopgaver, der ikke er almindeligt forekommende.
Opstår der under opgaveløsningen uforudsete situationer, der kræver et væsentligt merarbejde, som Landinspektøren ikke har mulighed for at begrænse, orienteres kunden herom.
Udført arbejde faktureres iht. tilbud eller efter medgået tid, uanset opgavens udfald.
- Fakturering
Priser er angivet i DKK, medmindre andet fremgår af opgavebeskrivelsen.
Priser opgives altid tydeligt som inkl. eller ekskl. moms. Er der ved ordreafgivelse oplyst, at kunden er en privatperson, oplyses prisen altid inkl. moms.
Landinspektøren fremsender faktura til den faktureringsadresse eller e-mail, som er aftalt med kunden.
Opgaver faktureres som hovedregel først ved sagens afslutning, medmindre andet aftales.
Betalingsbetingelser, der fremgår af faktura, er normalt 7 dage netto, men kan være netto kontant ved, større beløb eller ved opkrævning af afgifter og gebyrer.
Der tages generelt forbehold for ændringer i offentlige afgifter og gebyrer, samt prisændringer på øvrige udlæg m.m.
I særlige tilfælde kan, efter Landinspektørens skøn, faktureres forud til sikkerhed for honoraret, jf. bestemmelsen i landinspektørlovens § 6 stk.2.
- Annullering
Annulleres en ordre, betales efter medgået tid samt eventuelle udlæg.
Annulleres en ordre inden opgaven er iværksat, og er der alene anvendt tid på forarbejde og lign., kan annullering som oftest ske uden beregning med mindre der er anvendt væsentlig tid på rådgivning eller vejledning.
Annullering medfører, at sager, der er fremsendt til godkendelse ved offentlige myndigheder, samt evt. afgivne erklæringer m.m. tilbagekaldes.
- Kundens forpligtelser og evt. misligholdelse
Kunden skal afgive nødvendige oplysninger for sagernes ekspedition, herunder i nødvendigt omfang CPR- og/eller CVRnumre, mailadresser m.m. omfattet af persondataloven.
Kunden er forpligtet til at signere tinglysningsanmeldelser, erklæringer og ansøgninger efter anmodning og uden væsentligt ugrundet ophold. Såfremt kunden ikke mener at kunne signere et dokument eller en anmeldelse skal dette meddeles Landinspektøren snarest.
Det bemærkes, at det normalt forudsættes, at de nødvendige aftaler mellem parterne i en sag foreligger – mundtligt eller skriftligt – og er færdig-forhandlet. Sker der ændringer i et aftalegrundlag, der betyder, at en sag skal omarbejdes, afregnes dette efter medgået tid.
Det er kundens ansvar, at Landinspektøren er i besiddelse af det gældende arbejdsgrundlag i god tid før en opgave skal udføres. Landinspektøren vil om nødvendigt rykke for arbejdsgrundlaget, men forbeholder sig ret til at udsætte en opgave, hvis ikke arbejdsgrundlaget er modtaget i tilstrækkelig tid.
Pladsen/området hvor opgaven skal udføres skal være klargjort og let tilgængelig. Klargøring af pladsen/området indebærer, at der skal være ryddet for materialer, maskiner og andet, som kan forhindre, at området kan overskues, samt at der ikke er jordbundsforhold (f.eks. asfalt, stabilgrus, beton, hæk/krat mm.), som besværliggør afsætning med træpinde/-pæle.
Al tid Landinspektøren bruger på at køre forgæves eller faktatjekke opgaven pga. kundens mangelfulde materiale, eller bruger i ekstra tid pga. manglende klargørelse af området, faktureres efter medgået tid.
Såfremt kunden misligholder aftalen, annulleres ordren, jf. ovenfor.
Det kan anses som misligholdelse fra kundens side, såfremt faktura ikke bliver betalt rettidigt. Det bliver ligeledes anset som misligholdelse såfremt kunden registreres i RKI, aftræder ved døden, træder i betalingsstandsning eller går konkurs, idet igangværende sager i de tilfælde dog så vidt muligt bliver afsluttet bedst muligt til mindst mulig gene for aftaleparterne.
- Persondata
Landinspektøren registrerer eller opbevarer ikke persondata, herunder cpr-numre, mailadresser, fysiske adresser eller andet ud over, hvad der er nødvendigt af hensyn til den konkrete sags ekspedition.
Personoplysninger til brug for fakturering og lign. opbevares af hensyn til bogføring og i overensstemmelse med lovgivningen herom, men benyttes i øvrigt ikke.
Fortrolige personoplysninger som fx cpr-numre, registreres midlertidigt til brug for underskrifter med MitId i bl.a. Tinglysningssystemet. Oplysningerne registreres i lukkede systemer uden mulighed for offentlig adgang, og slettes efter brug.
Landinspektøren videregiver ingen data eller oplysninger om sager, parter, ekspeditioner eller lign. til tredje part.
- Ansvar og Ansvarsbegrænsning
Landinspektøren er erstatningsansvarlig efter Dansk Rets almindelige regler, og som landinspektør i henhold til den praksis, der har udviklet sig i branchen, herunder for overholdelse af almindelig god landinspektørskik.
Landinspektøren kan ikke i noget tilfælde gøres ansvarlig for formuetab, driftstab, avancetab eller andre direkte eller indirekte tab, der måtte skyldes forsinkelser i sagsekspeditioner, anmeldelser til tinglysning, godkendelser ved offentlige myndigheder m.m.
Landinspektøren kan heller ikke gøres ansvarlig for forsinkelser og heraf afledte tab, der kan henføres til ændret praksis eller regelgrundlag for de pågældende sagstyper.
Landinspektøren kan desuden ikke gøres ansvarlig for forsinkelser og heraf afledte tab der måtte skyldes fejl, mangler, nedbrud, opdateringer m.m. i it-systemer, der ligger uden for Landinspektørens kontrol, herunder statens systemer i Tinglysningen, Geodatastyrelsen, skattevæsenet, BBR m.fl. samt andre systemer, der er leveret af eksterne parter.
- Forsikring
Landinspektøren har tegnet den i henhold til landinspektørloven lovpligtige forsikring for professionelt ansvar i ”Landinspektørernes gensidige Erhvervsansvarsforsikringsselskab”.
- Tvister
Uenigheder om udførelsen af et arbejde søges løst i mindelighed.
Såfremt kunden finder anledning til at klage over Landinspektørens arbejde eller det fakturerede honorar, udlæg m.m. skal henvendelse herom rettes til Landinspektøren, der på foranledning henviser til de i medfør af lovgivningen nedsatte klagenævn (Landinspektørnævnet) eller til et af Den Danske Landinspektørforening nedsat udvalg.